ASCOLTA mener

 

Kim Reich   Foto: Bo Nymann

Den folkelige opera

Af Kim Reich, redaktør

Opera er en kunstform, der kræver umådelig meget af de medvirkende på scenen og omkring forestillingen. Også publikum bliver der stillet krav til, selvom eksempelvis Tosca nok vil være tilgængelig for de fleste. Den starter med et brag og er overstået på mindre end tre timer. Puccini har skruet partituret sammen under et drama, der byder på alt hvad man kan forlange af en thriller inklusive en overraskende og højst dramatisk slutning.

Gennem sit forlæg, som ofte er et skuespil eller en fortælling, viser operaen os, hvordan verden er skruet sammen på godt og ondt. Wagner havde blik for den slags. Han fortæller gennem de fire, store operaer i Der Ring des Nibelungen,hvordan guder kan være såre menneskelige og mennesker nede på jorden besat af en sådan magt, at de snildt kan slå selv nærtstående ihjel eller gå i seng sammen uden at være på passende afstand af det familiære.

De netop overståede festspil i Bayreuth har været med til at opbygge en myte af utilnærmelighed omkring Wagners værk og nogle iscenesættelser kan virke som noget forblommet gudesludder. Og hvorfor skal vi vente over fem timer på Isoldes forløsning og hvad med Parsifal? Her er Den flyvende Hollænder ligesom Toscaet glimrende introduktionstilbud, for som en kendt operakender af folket så rigtigt har sagt det: ”Du bliver grebet”.

Det blev vi alle af Den Ny Operas opførelse af Rhinguldet i Esbjerg – den første af de fire operaer i Ringen og dermed indledningen til den komplicerede fortælling i det store ’Gesamtkunstwerk’. Her kunne alle være med og måske er det igen gået op for nogle, at der intet elitært er over Wagner bortset fra de store krav han stiller til de, der skal huse og opføre hans værk. Det sker nu alligevel på mange mindre scener både herhjemme og eksempelvis i Tyskland. Ringen er blevet om ikke hvermandseje, så dog tilgængelig for langt flere end den var engang  og hvor det næsten kun var på verdens store scener man kunne opleve Wotan, Siegfried, Brünhilde og alle de andre såre menneskelige medvirkende. Et på papiret gigantisk rollespil a la Game of Thrones, der i Esbjerg blev forvandlet til en jordnær og meget vedkommende hverdagsfortælling om, hvad der kan ske, når magten korrumperer og den stærke mand mister overblikket. Fortrinligt fortalt på dansk i de friske overtekster forfattet af Jacob Jonia, hvor Alberich, der prøver at røve guldet fra Rhindøtrene, kalder dem noget i retning af forbandede slørhaler. Intet går tabt her i forhold til værkets alvor og tyngde, men der åbnes for nye læsere i nye tider.

Eller sagt med andre ord: Wagner er blevet folkelig!