ASCOLTA mener

Eventyret ud af vinterkulden

Af Kim Reich

Der er næppe ret mange, der vil anfægte H. C. Andersens status som eventyrdigter og nationalskjald. Han har om nogen sat Danmark på verdenskortet og er samtidig knyttet til en tid, hvor kulturlivet blomstrede og hvor digteren selv drog land og riger rundt og fortalte eventyr for børnene, der hvor han fandt ophold hos venner og bekendte. Han rejste ud i verden og blev klogere. Han var kosmopolit og kunne, som alle der har været væk hjemmefra, se hvorfra han kom og hvem han var: ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går”.
H. C. Andersen skrev 212 eventyr, hvoraf de seneste først er blevet offentliggjort efter hans død – det sidste, Hans og Grethe, så sent som den 23. december 1972. Han skrev også operaer – bl.a. Liden Kirsten, som efter en meget tøvende start i repertoiret faktisk er gået hen og blevet den mest spillede danske opera i København med over 330 opførelser.
Musikken var af J.P.E. Hartmann og der venter os et stort og spændende kapitel i operahistorien, når Henrik Engelbrechts nye bog Hjertet brast i toner – med H. C. Andersen i operaen udkommer på digterens fødselsdag den 2. april. For som operaeksperten fortæller, så går han i operaen over det meste af Europa. Han oplever 1800-tallets megastjerner som Maria Malibran, Giulia Grisi og Jenny Lind, de splinternye operaer af Meyerbeer, Verdi og Wagner, og han skriver hjem om den vilde oplevelse af at sidde i de enorme operahuse i Napoli, Wien og Paris.
H. C. Andersen havde operaen Ravnen, som han også havde lavet sammen med Hartmann, under armen, da han besøgte sin ven Franz Liszt, der var kapelmester ved hofteatret i Weimar. Den gjorde imidlertid ikke noget større indtryk på den store komponist, der var mest interesseret i Liden Kirsten. Digteren kunne således med stor begejstring fortælle i et brev til Edvard Collin, at ”Gjør den først Lykke et Sted ude, saa kommer den nok videre! Jeg ønsker det for Hartmanns Skyld og for danskMusik”. Franz Liszt stod dog ikke på podiet, da Klein Karin, som den kom til at hedde dernede, blev opført en enkelt gang i januar 1856. Dansk opera havde det svært i udlandet på den tid. Digterens store drøm om en sangerkarriere blev heller ikke opfyldt.
Eventyr og drømme er tæt knyttede, men har ikke altid et lykkeligt forhold sammen. En, der er lykkedes med sin drøm, er Magnus Vigilius, der netop har modtaget OPERAENS VENNERS PRIS 2018. Når han til næste år får sin debut i Bayreuth, vil han nok sige, at ikke bare er en drøm gået i opfyldelse. Han må føle det som om hans liv og karriere har været lidt af et eventyr al den stund at det var en ven, der lokkede ham ind for at se La Bohème, der gjorde udslaget. Dér blev han grebet og dér blev kimen lagt til en allerede enestående sangerkarriere. Det er let at se opera som eventyrgenrens ultimative fortælling, fordi den berører alle sanser og samtidig stiller krav til os. Ved prisoverrækkelsen sang Magnus Vigilius Siegmunds smukke Winterstürme fra Die Walküre.
Må vinterkulden herhjemme over opera- og kulturlivet i det hele taget snart lægge sig – ikke bare for Hartmanns skyld!