ASCOLTA mener

 

Kim Reich   Foto: Bo Nymann

Operalivet blomstrer

Af Kim Reich, redaktør

Operalivet blomstrer i hele landet. Det har indeværende sæson bragt talrige eksempler på, men økonomien er stadig stram rigtig mange steder. Vi ser ikke en kulturpolitisk offensiv – snarere tværtimod. Som vores formand, Sanne Caft, sagde på generalforsamlingen i Foreningen Operaens Venner, så tyder meget på at danskerne ikke vægter kulturlivet særlig højt – i hvert fald ikke, når de bliver spurgt. Og så skal det gå galt, når der er langt mellem fyrtårnene i det kulturpolitiske farvand, som hun formulerede det.
Bedre bliver det naturligvis ikke af, at en fremtrædende socialdemokrat åbenbart foragter det elitære islæt i den klassiske del af kulturlivet, selvom der faktisk er rigtig mange fra alle samfundslag og i alle aldersgrupper, der bruger de mange tilbud. Det gamle arbejderparti har en solid tradition for dannelse og for at værne også om den klassiske del af kulturlivet. Derfor er den omdebatterede udmelding hverken fair over for Socialdemokratiet endsige overfor de mange, der får det til at blomstre.
Men det er nok med operaverdenen, som det var med Holberg i sin tid. Det er farligt stof. Vores kære, gamle skuespilforfatter var jo så tidssvarende i sine analyser af menneskers dårskab, at hans komedier holder den dag i dag. Det samme kan man sige om værker som Drot og Marsk, Turandot, Parsifalog Carmen, at de alle bringer en historie med sig, der har noget universelt at sige om og til mennesker.
Og tager vi en anelse sydpå til Berlin var Deutsche Oper’s opførelse af Rienzi – der Letzte der Tribunenet sigende værk i sin egen kontekst. Philipp Stölzl’s iscenesættelse med klare referencer til Adolf Hitler og naziregimet – uden at det blev nævnt med ét ord – var et mesterværk. Torsten Kerl sang og gestikulerede det store parti, så vi fik et helt menneske ud af den magtsyge tribun – fra mægtig til afmægtig.
Både her og ved Lorenzo Fioroni’s stærkt nytænkende iscenesættelse af Puccinis Turandotpå Det kongelige Teater tager man hjem med en følelse af, at operaen i den grad har noget at sige også i dag. Måske er det derfor, at vi ser så få politikere i teatret?
Her ved redaktionens slutning er det politiske liv gået i valgkoma. Når vi til august udkommer igen, er det hele overstået og vi tager fat på en ny omgang. Må vi få nogle af de gode, gamle værdier tilbage – herunder en stolthed blandt politikerne over, at vi magter så meget i dette land, der rækker ud over smålighed og snæversyn.
Fra vores egen verden her på Ascolta må det med vemod tilføjes, at magasinets redaktør gennem en årrække, Peter Wang, har besluttet at give stafetten videre. Det er en stærk musikfaglig personlighed og en god ven af foreningen, som vi således må takke for en stor og uvurderlig indsats. Overtegnede tager over – i respekt, ydmyghed og ikke mindst i forventningen om, at det levende altid vil leve videre.
Sådan som vi ser operaen som kunstform og elsker dens passionerede udøvere!